I sidste uge var jeg så utroligt heldig, at blive kontaktet af en Kunstforening på Silkeborg Sygehus. Jeg blev kontaktet af Henrik R.S. Hansen, som havde set nogle af mine billeder tidligere på året i Stoholm. Og nu stod de akut og manglede en udstiller til oktober måned. De havde fået et afbud. Jeg måtte lige nive mig i armen.
For det første var Henrik en af den slags mennesker, der smiler i telefonen. Du ved, man føler sig tilpas i samme øjeblik, personen i den anden ende siger noget. Jeg kendte ham slet ikke og blev bare mødt af et herligt menneske. Helt nærværende og autentisk.
Nu maler jeg jo tit med udgangspunktet i hverdagslivets facader. Dem vi alle tager på, for at få ting fra hånden, for at performe i vores liv. Og disse facader kan jeg godt lide at omgå i billederne. Altså prøve at komme lidt ind under huden. Jeg kan godt lide, når man mærker den råstyrke og drivkraft, der ligger i, at turde vise sårbarhed, ydmyghed, dybde... sensualitet. For vi rummer det alle sammen. Selvfølgelig bør man ikke give sig til at græde nede i dagligbrugsen. Men turde man gøre det, ville man sikkert blive mødt med en umiddelbar omsorg. Måske blot i tanker, måske i ord - og måske i et varmt kram. Og hvad skade er det til, at vi viser lidt mere af det en gang imellem?
For nogle år siden kørte jeg galt i min mors højtelskede volvo. Det var glat, den var baghjulstrukket, og den gled ud og slingrede og jeg fik ikke kontrol over den inden jeg havde ramt vejværnet. Jeg kom ikke til skade, ikke fysisk. Men jeg var chokeret.
De første mennesker jeg talte med (efter dem fra autohjælp på telefonen), var to politibetjente. De første ord, der blev sagt til mig, var:
"Har du drukket noget?".
Umiddelbart og spontant sagde jeg:
"Ja".
Et splitsekund efter indså jeg, at jeg var nødt til at tilføje:
"Jeg har fået et glas vand her til morgen".
For politibetjenten udviste ikke omsorg for mit velbefindende, men efterforskede sandsynligheden for, om jeg var alkoholpåvirket.
Politiet kørte igen.
Det næste menneske jeg møder er en dame, der stopper op, fordi hun ser, at jeg står et par skridt bag autoværnet - for politiet havde formanet mig, at jeg ikke måtte opholde mig i bilen. Det var jo glat og en anden kunne risikere at køre galt, og dermed køre ind i volvoen i nødsporet. Så den skulle jeg ikke sidde i.
Damen kommer hen til mig og siger:
"Du ligner en der trænger til et kram".
Så lægger hun armene om mig. Til den dag i dag, får jeg tårer i øjnene og kuldegysninger strømmer hen over mig. Fordi jeg blev så rørt over hendes omsorg. Hendes omsorg udløste tårer i øjnene og hulk fra struben. Hun vidste instinktivt, at jeg ikke havde brug for at blive mistænkeliggjort for min handlinger, der havde ført til, at jeg kørte galt. Hun vidste, at jeg havde brug for at få lov til at krakelere min facade. Lade chokket bølge ud og mærke det. Få det ud af kroppen.
I mine billeder håber jeg at disse stemninger - disse situationer, hvor paraderne ikke er oppe glimtvis kommer til syne. Hvor du kan spejle dig i, at det er OK at have dem og især at det er OK at vise dem.
KH
Jannet
